Irma får en lillesøster

26.11.2024

Der er godt nyt for dem, som synes, at det er ærgerligt, at Irma-butikkerne lukkede tidligere i år. 13 tidligere Irma-ledere, bl.a. den tidligere direktør Alfred Josefsen, er nemlig gået sammen om at skabe en ny supermarkedskæde ved navnet Alma.

Projektet starter med en investering på 20 millioner kroner. Selvom Alma stiftes af tidligere Irma-ledere, vil Alma ikke være en tro kopi af de tidligere Irma-butikker. Bl.a. skal Irma-pigen ikke med videre over i den nye butikskæde. I stedet bliver logoet et blåt hjerte.

Tanken bag Alma er, at der udelukkende skal kunne købes kvalitetsfødevarer i butikkerne. Visionen er dermed også, at der skal være særlig fokus på bæredygtige og sunde madvarer samt flere plantebaserede muligheder. Mangler man tandpasta, deodorant eller shampoo, er det altså ikke i Alma, at man kommer til at finde disse varer. Geografien for butikkerne er endnu ikke offentliggjort, men Alfred Josefsen som er medejer- og medstifter af Alma, siger, at butikkerne kommer til at ligge i samme område som de tidligere Irma-butikker.

De første fem Alma-butikker forventes at åbne i løbet af 2025.

Tilbage